Ove Kollerups tale ved indvielse af ny sognegård i Glostrup

Ove Kollerups tale ved indvielse af ny sognegård i Glostrup

Ove Kollerups tale ved indvielse af ny sognegård i Glostrup

# Ukategoriseret

Ove Kollerups tale ved indvielse af ny sognegård i Glostrup

Ved indvielsen af Glostrup Kirkes sognegård den 7. januar 2024, holdt provst Ove Kollerup tale på vegne af Glostrup Provstiudvalg. Talen kan du læse her.


Kære Menighedsråd, kære alle sammen

På vegne af Glostrup Provstiudvalg vil jeg gerne sige jer et stort til lykke med, at det nu endelig er lykkedes at nå frem til denne indvielsesfest for jeres nye sognegård. Vi har alle – også i provstiudvalget – spændt fulgt med gennem alle glæderne og frustrationerne – for dem har der jo også været en del af. Det kan sikkert ikke være anderledes med så stort et byggeprojekt som denne meget smukke bygning. 

Men I har holdt ud, selv om jeg også godt ved, at det virkelig har været hårdt en gang imellem at skulle holde til på fremmede adresser, og ikke have nogle gode lokaler til undervisning af fx konfirmanderne. Jeg ved det.
Og jeg har også lyttet til præsternes frustrationer. Men jeg vidste også, at med dette menighedsråd, som vi har i Glostrup, så skal det nok blive godt. Og jeg har en gang imellem måtte sige til at præsterne, at de nu har været med til en skabelse som den vi læser om i 1. mosebog, hvori det hedder at alt i begyndelsen var hulter til bulter.

Jo, sådan har det også været her. Men se så: Efter svære år kan vi udbryde ganske bibelsk: Og Gud så, at det var såre godt! Okay, der er stadig nogle småfejl hist og her. Men det er nu vældig godt. Sådan skal det være ved det mennesket har med at gøre. Det mennesket skaber er ikke perfekt og skal heller ikke være det. For så ville vi blot blive hovmodige. 

Det er egentlig sjovt at tænke nogle år tilbage. Jeg husker det daværende menighedsråds store ønske om at få bygget et lidt større køkken i den gamle sognegård. Det ene ord tog så det andet. Må man forstå. For når jeg ser mig om i disse herlige haller i dag, tænker jeg, at det da egentlig er blevet et pænt stort køkken. Og lidt mere til.

Med den nye sognegård, som vi nu så flot indvier i dag, får vi her i Glostrup sogn en bygning med nogle fantastiske rammer i hvilke jeg er sikker på, at der vil komme til at klinge af åndelig føde, som der er så stort behov for. Ikke alene på vores egn, men ud over det ganske land. Og så langt væk som Helsingør har man fået øje på jeres nye sognegård. For nu afholdes stiftskurset ”Teologi for voksne”  her hos jer.

Ovre i kirken talte jeg lidt om forskellen på kirken og på sognegården. I kirken er vi under Ordets tiltale. Men her i sognegården kan vi tale med hinanden om, hvad vi så fik ud af evangeliet. Og her i sognegården vil der blive samtalet med konfirmanderne om, hvad det lige vil sige at være kristen. Og der vil blive indbudt foredragsholdere om alle mulige emner. Og så håber jeg også, at der måske kan blive tid og rum for at indbyde foreninger og organisationer i Glostrup til, at de måske kan få lov at holde møde her.  

Vi bygger kirker, fordi i dette særlige rum hører vi bud fra den himmelske verden. Fra det åndelige regimente. Ja, nogle siger ligefrem, at gudstjenesten er en forudanelse om den himmelske gudstjeneste en gang.
Vi bygger sognegårde for at fortælle hinanden, at der også er en verdslig side ved det at være præst og menighedsråd og medarbejder. Det hele ender ikke op i den store himmelske sang hver gang vi mødes. Bestemt ikke! Der er regnskab, der skal føres. Der er vagtplaner, der skal lægges. Der er menighedsrådsmøder.  

Kære menighedsråd, kære menighed, kære alle her i Glostrup: Hjertelig tillykke! Provstiudvalget er faktisk ret stolte af, hvad I har drevet det til.


Provst Ove Kollerups tale ved indvielsen af Glostrup Kirkes nye sognegård

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed