Det er snart Alle helgen. Det er dagen, hvor vi mindes de døde med levende lys og en stille eftertanke. Provst Ove Kollerup skriver her om højtiden, der ikke kun ser døden som livet endelige slutning. Nej, ved Alle helgen skal vi også insistere på at betragte sorgen med livets øjne.

Af Ove Kollerup

Ved Alle helgen mindes vi dem, der fulgte os. Vi mindes også dem, der kom før os, og som var med til at skabe den verden, vi er en del af. Og selvom højtiden mest handler om døden og sorgen – så fortæller den os også, at vi ikke kun vandrer i dødens skygge. Nej, vi er blevet givet muligheden for at vælge livet til.

Alle helgen var oprindeligt en tradition fra den katolske kirke. Her fejrede man de store skikkelser i kristendommens historie, nemlig helgenerne. Men i de senere år er traditionen blomstret på ny i vores kirke. Vi tænder levende lys ved gudstjenester og sætter dem på kirkegården ved vores elskedes gravsteder. Der står de og blafrer i vinden til minde om dem, vi mistede.

Døden er ikke den kolde afslutning

Hvorfor gør vi det? Ville det da ikke være mere nærliggende at tænke døden som afslutningen på livet, hvor kroppen bliver lagt i graven og lænestolen i dagligstuen er tom. Sådan er den naturvidenskabelige død. Men vi holder Alle helgen, fordi vi har brug for et rum, der har plads til sorgen og minderne. Det rum kan vi finde i kirken.

På en dag som Alle helgen, mærker vi det måske allerstærkest: at der findes tidspunkter i livet, hvor dødens afgrund bliver overvundet. Når vi savner, når vi mindes, og når vi tænker på vore døde – så holder vi dem faktisk i live i verden og i os selv.

For hvis mennesket døde med den krop, vi lagde i graven – ja så var det jo bare forbi. Men så længe vi tænder lys, og når vi savner og mindes – ja, så trodses dødens magt. 

Dermed ikke sagt, at det ikke er smerteligt og fyldt med sorg at savne et menneske. Det er helt forfærdeligt at opleve sorgen, der kommer af et tab! Men vi er også blevet givet kærligheden og den gave, at et menneske har beriget vores liv.
Vi er blevet givet noget meget værdifuldt – nemlig evnen til at føle sig forbundet til dem, der ikke er her mere. Savnet og minderne er dermed blevet en del af vores livsvandring. Og det er en livsvandring, man ikke går alene.

God Alle helgen.