Døden viser sig på mange måder. Og vi har i vores moderne liv en tendens til at se døden som et billede på alt det, der er afsluttet og definitivt.
Men i påsken bliver vi i den kristne fortælling positivt udfordret på vores billede af døden som det allermest endelige. 

I påsken bliver vi fortalt, at kærligheden sejrer – at lyset sejrer. Og så bliver vi givet et håb, som vi kan tage med ind i vores hverdagsliv.

Er døden den store slutning?

I dag betragter vi ofte døden som et fysisk eller et medicinsk fænomen. Det er menneskehjertet, der stopper med at slå – og det er luften, der forsvinder fra lungerne. Måske har du oplevet, at din kæres vejrtrækning ebbede ud på en hospitalsstue, fordi kroppen havde givet op efter en svær sygdom.

Der også døden som et eksistentielt fænomen. Og der kan vi føle, at vi dør indeni, når vi mister vores elskede eller vores tætte ven. Døden har så mange ansigter. 

Men særligt bliver det, når vi ser døden med troens øjne. For hvor de andre syn på døden er endelige og definitive, så bærer kristentroen evigheden med sig. Og den kraft, som bærer evigheden, er kærligheden.

Skærtorsdag mødes mange mennesker i landets kirker til nadver. De mødes måske også med hinanden til fællesspisning i sognegårdene.
Evangelierne i Bibelen fortæller os, at Jesus spiste med disciplene på skærtorsdag – dagen inden han blev korsfæstet. Jesus fortalte, at de fremover skulle spise og drikke med ham i erindringen. 

Og tænk dig: Sidenhen har symbolikken i nadveren været, at vi sidder til bords med Jesus Kristus – at han er tilstede iblandt os i gudstjenestens nadver.

Lad os plante en lilje

Er dette blot en tåget og verdensfjern ide, som kan holde vores tro i live? Bestemt ikke. Dette er et af troens smukke billeder på, at kærligheden overvinder døden.

Der er mange familier, som kender til den første juleaften efter deres kæres død, hvor det næsten er som om, at den afdøde er tilstede. Nogle familier lader endda en stol stå fri, for at give den afdøde en helt særlig plads ved bordet. Også her overvinder kærligheden dødens magt. Også her spiller troens fornemmelse for evigheden en hovedrolle ved middagsbordet.

”Tag det sorte kors fra graven / plant en lilje, hvor det stod” skriver salmedigteren N.F.S. Grundtvig i sin salme. Og det er det, vi gør, når vi insisterer på, at kærligheden stadig findes i verden selvom den medicinske død er indtruffet og vejrtrækningen stille er ebbet ud. Vi planter en lilje. 

Døden har nemlig mange ansigter. Og selvom det ikke er videnskabens privilegium at undersøge Jesu opstandelse, hvor han stod op af graven påskemorgen – ja, så kan vi mennesker skimte konturerne af evigheden, som viser sig for os i små glimt.

Vi kan skimte evigheden i den stol, vi insisterer på at holde fri ved middagsbordet. Og vi kan skimte evigheden i de påskeliljer, vi planter på vores elskedes gravsted. For netop påskeliljerne vokser trodsigt op af den forårskolde jord, og de står som et billede på alt det, der trodser mørket og håbløsheden.

Glædelig påske.

Af provst Ove Kollerup