Provst Ove Kollerup reflekterer over vor tids fokus på vores egne gode præstationer. Der mangler nemlig noget i samtalen: Der mangler et fokus på, at mennesket har en værdi i sig selv - og ikke kun har værdi som resultat af de gerninger og præstationer, mennesket udøver.

Af Ove Kollerup

I et moderne samfund bliver vi målt og vejet. Der er nemlig et udpræget fokus på vores præstationer og på det, vi selv kan udrette som mennesker. Det kan komme til udtryk i et stigende arbejdspres og et heftigt karakterræs på de unges uddannelsesinstitutioner. Vi holder øje med os selv og hinanden for at yde vores ypperste – det er vores gevinst, hvis det lykkes, og vores ansvar, hvis vi fejler.

Vi kan selvfølgelig sige, at det er sådan det er: det er virkeligheden. Men vi kan også stille os selv spørgsmålet, om vores præstationer nu også er hele fortællingen om mennesket? Måske har det store fokus på det, vi selv kan udrette og kontrollere selv skabt en ufuldkommenhed i os. Det tror jeg, at det har – og det er da synd. 

Perfekthedskultur skaber ulighed

Eksperter har påpeget, at det stigende fokus på præsentationer har været med til at afføde en perfekthedskultur. En kultur, hvor de individuelle præstationer gør mennesket til et slags instrument, som kun har den værdi, som det selv kan skabe og præstere. 

Nogle kan holde presset ud. De lever måske endda godt under kravene om konstant at forbedre deres præstationer. Men andre kommer til kort. De må måske indse, at fokusset på, hvordan de kan gøre sig selv bedre, brænder dem ud og fremmedgør dem fra verdenen. 

Der er ikke en nem løsning på det problem. Og i lyset af præstationsiver og perfekthedskultur, ender vi måske med at skabe et samfund med dem, som kan holde til det og dem, som ikke kan. Det skaber en ulighed, og det gør verden til et sted, hvor den stærkeste overlever. Det er ikke underligt, at vi er nogle, som kan føle os utilstrækkelige.

Vi har brug for et anderledes budskab

Hvor går vi så hen med den utilstrækkelighed? Hvor går vi hen med vores fejl og mangler? Det kan virke som om, at mulighederne er begyndt at svinde ind, når det kommer til at søge sådan et frirum.

Men i Det Nye Testamente i Bibelen bliver vi mødt af budskabet om, at det ikke er i perfektheden, at vi har den ærligste snak om mennesket. Det Nye Testamente vender praktisk talt verdensbilledet på hovedet for os.

For dem, der ophøjer sig selv – ja, de vil med tiden blive sat nederst. Og dem, der før var nederst – de skal ophøjes. Den fortælling går igen, og det er et radikalt blik på menneskelivet. Det gør nemlig, at ingen hægtes af i et hæsblæsende samfund som vores. Og det gør, at vi tør tage vare på hinanden på trods af vores fejl og mangler. 

Uden netop den fortælling om mennesket, risikerer vi at få et liv, som udelukkende er bundet op på det, vi selv kan kontrollere og er indenfor vores egen rækkevidde. Og det er der en lærdom i for os ­­– for i den fortælling er der plads til hele det fejlbarlige menneske og ikke kun til det, vi kan præstere og udrette af os selv.