Telefoner og skærme har sat vores evne til nærvær under pres. Men hvad kendetegner egentlig nærværet, og hvordan finder vi det? Ifølge sognepræst i Glostrup Sogn, Gaute Grimeland, oplever vi nærvær, når vi er i en forventning om det gode, der vil komme til os. Nærværet bliver derfor en sammensmeltning af nuet og vores dybfølte håb. 

Af Peter Brandt Baumgartner

”Nærvær er en mangelvare”. Sådan tager Gaute Grimeland pulsen på nærværet i dag. Skærme og sociale medier kalder på os som aldrig før, og de fylder verden med fravær. Samtidigt er nærvær noget af det, vi søger allermest hos hinanden og det skyldes, at nærvær berører noget fundamentalt i mennesket, mener sognepræsten.

”Alle de steder, man skal være, gør, at man ikke er nogen steder”, siger Grimeland. Han peger på vores telefoner som en kilde til fravær, fordi de leder opmærksomheden bort fra de situationer og relationer, som gror af det nærvær, vi lægger i dem.

Telefonerne er en kilde til det tankemylder, som opstår i os – selv når telefonerne er slukkede og gemt væk: ”Det tager lang tid før tankemylderet og den indre støj slipper os”, påpeger sognepræsten.

Forventning er vores grundtilstand

For Gaute Grimeland opstår nærværet for ham selv i de situationer, hvor han er åben overfor verden og andre mennesker. Så giver han slip på sin opmærksomhed på uret, tiden og kalenderen. Og det nærvær, han så oplever, rækker udover livet nu og her. For nærværet indeholder mere end nuet kan rumme:

”I livet har vi altid forventningen om, at noget godt vil ske. Det er simpelthen vores grundtilstand som mennesker, og vi kan nærmest ikke leve i nuet uden at vi har forventningen om det gode, der skal komme til os”. Det er forventningen om det gode, der giver nuet fylde og mening. For sognepræsten er det evigheden og opstandelsen, vi taler om. Men det viser sig også i de små ting – tag nu eksempelvis juleglæden:

”Hvis man ikke er ramt af stress, kan man have den der boblende glæde og forventning om julen. Og det er et godt billede på menneskets grundtilstand. Glæden og nærværet ligger i at forberede sig.”

Himlen viser sig i glimt

Gaute Grimeland pointerer, at forventningen hører det jordiske liv til, mens opfyldelsen af den, hører evigheden til. Vi får et lille glimt af evigheden, når vi oplever nærvær, men det er kun bittesmå glimt:

”Opfyldelsen er nærmest forbi i samme øjeblik, som den har indfundet sig. Vi kan simpelthen ikke eksistere i opfyldelsen, kun i forventningen om den. Det gør, at den opfyldelse, vi oplever her i verden, straks er overstået igen”, siger sognepræsten. Og han fortsætter:

”I julen bygger vi forventningen op med pynt og julesager. Og i samme øjeblik, som juleaften er overstået, begynder vi at bygge op til den næste fest, nemlig nytåret. Vi kan simpelthen ikke leve i opfyldelsen.”, siger han.

Gaute Grimeland siger, at det er svært at diktere eller planlægge nærvær. Men man kan åbne sin egen verden op og skabe rammerne for, at det kan indfinde sig. Man kan slukke for telefonen og notifikationerne og stille sig åben for, at noget uventet kan ske. Og når det sker, så kan det være, at vi glemmer tid og sted:

”Det er for mig at se det, der er frelsen. Det er de stunder, hvor man glemmer tiden og bare har nærværet. Men det kan ikke vare ved – det er en afgrænset følelse og en oplevelse af tidløshed. Men man får måske tildelt et øjeblik, som man ikke havde forventet”, fortæller sognepræsten.